Medie: Manchester United overvejer Mandzukic
Manchester United har indtil videre hentet to spillere i dette sommertransfervindue. Fred er hentet ind til at styrke midtbanen, mens Diogo Dalot er hentet ind til backpositionerne, hvor det formentlig er meningen, at han skal overtage for Antonio Valencia på sigt.
Men hvis man skal tro The Express er Jose Mourinho også på udkig efter en backup til Romelu Lukaku. Lukaku spillede i sidste sæson 51 kampe for Manchester United, og Mourinho ønsker at hente en angriber, som kan tage lidt af belastningen fra den belgiske angriber.
Her har den portugisiske manager angiveligt udset sig Mario Mandzukic fra Juventus. Mourinho er tilsyneladende stor fan af Mandzukic' fysiske tilstedeværelse på banen, hvorfor han er en ideel backup-løsning til Lukaku, der også har sine forcer i det fysiske spil.
Et skifte til Old Trafford fra Mandzukic' side kan angiveligt blive boostet af Juventus' interesse i Matteo Darmian.
Darmian har ikke lagt skjul på, at han ønsker at forlade Manchester United denne sommer, og det kan blive brugt til The Red Devils' fordel. En byttehandel kan muligvis komme på tale, der sender 32-årige Mandzukic til England, mens Darmian ryger den anden vej.