DRAMA: Belgiens PL-stjerner sikrede sejren over Japan til sidst
Brasilien vandt tidligere mandag 2-0 over Mexico og sikrede sig dermed en plads i kvartfinalen.
Brasiliens modstander skulle derfor findes i opgøret mellem Belgien og Japan, der kom videre fra gruppespillet, fordi de havde færre gule kort end Senegal.
Første halvleg bød ikke på de store chancer, men Belgiens Premier League-stjerner havde et klart overtag i forhold til chancer og boldbesiddelse.
Ingen af holdene formåede at få bolden i kassen, og de to mandskaber kunne derfor gå til pause ved stillingen 0-0.
Flere af favoritterne til at gå hele vejen ved VM, er allerede blevet slået ud af turneringen, og Belgien lignede den næste favorit til at ryge ud i starten af anden halvleg.
Japanerne var farlige på kontraangrebene, og efter 48 minutter kom chokscoringen fra Japan. Genki Haraguchi fik en stikning og udplacerede Thibaut Courtois i kassen.
Knap fem minutter efter kom Japan på 2-0. Takashi Inui forsøgte sig fra distancen og scorede et flot mål.
Hvad vi ikke fik i første halvleg, fik vi i anden halvleg. Nemlig mål. Belgien var bagud 2-0, og dermed var jagten på et comeback sat ind. Reduceringen kom fra Jan Vertonghen med 20 minutter igen. Tottenham-forsvareren headede bolden noget tilfældigt ind bag Japans keeper, som stod fejlplaceret i kassen.
Det udlignende mål kom fem minutter efter Vertonghens reducering. Eden Hazard snød en Japan-spiller med sine finurlige driblinger og inde i feltet stod indskiftede Marouane Fellaini, som headede bolden i kassen. Stillingen var dermed 2-2, og håbet levede for Belgien.
Begge hold havde flere gode muligheder for at bringe sig foran i kampens slutning, og dybt inde i overtiden kom forløsningen for Belgien. Kevin De Bruyne drev bolden frem og spillede bolden ud til Meunier, som fandt Nacer Chadli inde i feltet og kunne nemt prikke bolden ind.
Belgien vandt dermed en dramatisk kamp med 3-2. I kvartfinalen venter Brasilien.