Sky: Southampton klar til at sælge degraderet målmand
For et års tid siden skrev Fraser Forster under på en ny 5-årig kontrakt med Southampton, men ifølge Sky Sports overvejer englænderne nu at skille sig af med målmanden.
Efter en lang periode som førstemålmand blev Forster i december sendt på bænken af den daværende Southampton-manager Mauricio Pellegrino, og under Mark Hughes' ledelse fortsatte den tendens.
Den engelske landsholdsmålmand har dermed ikke været i aktion for Saints siden december, og Sky Sports skriver, at Southampton er klar til at lytte til bud på ham.
Klubben valgte i går at forlænge med Alex McCarthy, der overtog Forsters plads i buret, og han forventes igen at stå, når 2018/19-sæsonen sparkes i gang.
Ifølge Sky Sports har Saints allerede udset sig Forsters afløser i form af Manchester Citys Angus Gunn, der i sidste sæson var udlejet til Norwich.