Endnu et målmands-navn i hatten: Liverpool vil have Lazio-keeper
Listen over målmænd, som Liverpool i løbet af denne sommer er blevet sat i forbindelse med, er allerede lang. Allisson Becker, Jan Oblak og sågar FC Københavns Robin Olsen har alle været nævnt som potentielle emner, og nu kan endnu et føjes til listen.
For ifølge det italienske medie Football Italia har Liverpool forhørt sig hos Lazio om et køb af deres albanske målmand Thomas Strakosha. Ifølge Football Italia skulle prisen for Strakosha være omkring €40 millioner, altså cirka halvdelen af, hvad hans romerske målmandskollega Allisson Becker skulle koste at hente i Roma.
23-årige Thomas Strakosha har stået en god sæson i Lazio, der endte sæsonen som femmere i Serie A. Derudover nåede klubben også kvartfinalerne i årets Europa League, hvor de måtte se sig slået af Red Bull Salzburg.
Strakosha har derudover også spillet fem kampe for det albanske landshold siden han i 2017 fik debut for sit land.