Hollandsk medie: Tadic skifter til Ajax indenfor 24 timer
Det ser ud til, at Dusan Tadic mere eller mindre ud af det blå er på vej væk fra Premier League og Southampton.
Ifølge hollandske De Telegraaf skifter den serbiske winger, der i øjeblikket er til VM, den sydengelske klub ud med Ajax – og transferen skulle være lige på trapperne.
En aftale med Tadic er allerede faldet på plads, så i øjeblikket mangler klubberne kun at nå til enighed, hvilket De Telegraaf forventer, sker indenfor de næste 24 timer.
Ajax slår angiveligt deres egen transferrekord ved at købe Tadic for €17 millioner, ligesom serberen også bliver blandt klubbens bedst betalte spillere.
Æresdivisionen er ikke ny for Southampton-spilleren, der tidligere har spillet i blandt andet FC Twente, inden han drog til England og scorede 23 mål i 162 kampe for Southampton.