Uret tikker: West Ham vil have fat i Swansea-profil inden VM
West Ham har det seneste stykke tid forsøgt at sætte kløerne i Swanseas Lukasz Fabianski, men indtil videre er parterne ikke nået til enighed om en aftale.
Ifølge Daily Mirror har The Hammers dog ikke opgivet at hente polakken, og de er angiveligt desperate efter at få en aftale på plads inden VM.
London-klubben frygter, at prisen på Fabianski vil stige betragteligt, hvis han starter inde og imponerer i løbet af slutrunden, og de vil derfor forsøge at sikre sig hans underskrift hurtigst muligt.
Swansea vil have £9 mio. for den polske målmand, der har kontraktudløb om et år, men West Ham håber, at de kan lokke ham væk med et bud på £7 mio.
Fabianski er dog ikke den eneste Swansea-spiller, som London-klubben har set sig lune på. Også midtstopperen Alfie Mawson er i Hammers' søgelys efter en flot sæson for waliserne.