Trods manglende spilletid: Pedro regner med at blive i Chelsea
Pedro spillede i sidste sæson 48 kampe for Chelsea, men selvom det lyder af meget, så optrådte spanieren ofte som indskifter, og det blev da også kun til syv mål i alle turneringer.
Trods rollen som indskifter har Pedro dog ingen planer om at smutte væk fra London-klubben i løbet af sommeren:
– Jeg har en kontrakt med Chelsea, og jeg regner med at blive. Jeg har det godt her, fortæller han til Cadena SER.
– Jeg er meget komfortabel med mine holdkammerater, og rent fodboldmæssigt er jeg glad for at have vundet Premier League og FA Cup på tre år. Det er altid svært at vinde trofæer i England, så jeg er meget glad.
Den manglende spilletid i Chelsea har også medført, at Pedro ikke er en del af den spanske VM-trup, men offensivspilleren kan sagtens forstå landstrænerens beslutning:
– Det virkede usandsynligt, at jeg ville komme med, når man ser på min sæson. Jeg mener, at han tog den rette beslutning. Jeg har optrådt færre gange for holdet i år, og han har været nødt til at udtage de bedste spillere.
30-årige Pedros kontrakt udløber om et års tid.