Marco Silva vil "angribe" transfermarkedet
Everton købte stort ind sidste sommer, da klubben hentede ni nye spillere ind til en samlet pris på £150 millioner. Helt så vildt tegner det ikke til at blive igen i år, men manager Marco Silva slår fast, at klubben kommer til at være aktiv.
Men først skal truppen slankes, siger Marco Silva til avisen Liverpool Echo:
– Lige nu har vi 38 spillere i truppen. Vi er nødt til at træffe de rigtige beslutninger, og vi vil gerne starte pre-season med et normalt antal spillere, som vi kan arbejde frem mod sæsonens første kamp med, siger den portugisiske manager.
Klubben har været kædet sammen med spillere som Sporting Lissabons William Carvalho og PSVs mexicanske landsholdsfløj Hirving Lozano, men Silva vil ikke kommentere på, om han er interesseret i konkrete spillere. Silva bekræfter dog, at der skal ske noget:
– Vi har ikke brug for at hente mange spillere. Først skal vi have ordnet antallet i truppen, og så skal vi ud og angribe markedet. Vi skal træffe de rette beslutninger og hente spillere, der kan forbedre vores trup, siger Marco Silva.