Hamann ude med riven: Karius' opførsel efter finalen var unødvendig
Loris Karius spillede en uheldig hovedrolle i Champions League-finalen, da han var direkte skyld i to af Real Madrids tre mål, hvilket fik ham til at undskylde ned mod Liverpools fans efter kampen.
Efterfølgende har tyskeren fået støtte fra flere folk i fodboldverdenen, men den tidligere Liverpool-spiller Dietmar Hamann har ikke meget tilovers for målmanden:
– Min sympati med Karius er begrænset. Der er ingen grund til at diskutere, at han afgjorde finalen ved at lave to fejl. Sådanne ting kan ske for en fodboldspiller. Men hvad jeg ikke kunne lide var hans opførsel efter kampen, fortæller Hamann til Sport Bild.
– At han offentligt viste, at han led, var lige så unødvendigt som hans tårevædet bøn om tilgivelse fra Liverpool-fansene.
Hamann er dog slet ikke færdig med at kritisere Karius, som, ifølge Hamann, har et alt for stort ego:
– Liverpool-fansene tilgiver deres stjerner lige så vel som alle andre. You'll Never Walk Alone er en del af klubbens identitet.
– Med én undtagelse: Når dit ego ikke matcher din præstationer. Karius kører rundt i Liverpool med nummerpladen LK1 og gør sig meget bemærket i byen.
– En spiller som Cristiano Ronaldo kan gøre det i Madrid, fordi han har vundet Champions League fem gange. Karius har ikke opnået noget og bør være glad for, at Klopp har givet ham chancen i en verdensklasseklub.