Chelsea tøver i forhold til Conte-fyring på grund af Zidane-stop
Hvordan hænger Zinedine Zidanes pludselig farvel til Real Madrid sammen med Antonio Conte og Chelsea, spørger du måske dig selv.
Gennem længere tid har det været rygtet, at Chelsea ikke ønsker at fortsætte med Antonio Conte til næste sæson, men den engelske storklub vil være tvunget til at betale italieneren £9 millioner i kompensation, medmindre han finder sig et nyt job.
Indtil i sidste uge så det ikke ud til, at der var nogle ledige topjobs for Antonio Conte at snuppe, og dermed havde Chelsea til udsigt at måtte betale italieneren, men for fem dage siden sagde Zinedine Zidane op i Real Madrid, og det har fået den engelske klub til at tøve.
Det skriver the Telegraph.
Antonio Conte, der har en fortid som italiensk landstræner og manager for Juventus, er blandt de absolutte favoritter til at tage over for Zinedine Zidane i Real Madrid, og hvis han gør det, vil Chelsea altså slippe for at betale ham £9 millioner.
Det er derfor, at the Blues i øjeblikket ikke foretager sig det helt store, mens flere af de øvrige topklubber er begyndt at røre på sig i forhold til nye spillere.
Det er samtidig også uvist, hvem Chelsea helhjertet vil forsøge at hente ind som erstatning for Antonio Conte, når han forlader klubben. Der har været snak om Maurizio Sarri og Slavisa Jokanovic, men også Laurent Blanc er blevet bragt i spil, og det er et navn, som David Luiz bakker op om.
Den brasilianske forsvarsspiller, der ikke har haft det bedste forhold til Antonio Conte i den forgangne sæson, havde Laurent Blanc som manager, mens han spillede i Paris Saint-Germain.