VM-optakt gruppe C: Eriksen ender med at sende Danmark videre
Gruppe C
Frankrig
Peru
Danmark
Australien
PLBOLD.dk’s vurdering af gruppen:
Der er ingen tvivl om, at Frankrig er den helt store favorit i denne gruppe. Det stjernespækkede landshold skal gå videre som nummer et, og spørgsmålet er derimod hvem, der skal følge med Antoine Griezmann, Kylian Mbappe og de øvrige franske stjerner videre. Det ligner et kapløb mellem Danmark og Peru, og de to lande møder allerede hinanden i den første gruppekamp. Selvom Australien ikke er så stærke som tidligere set, må man ikke undervurdere det australske landshold, som kun kan overraske i gruppen. Vi skyder på Frankrig og Danmark som de to lande, der går videre.
Afgørende Premier League-spillere i gruppen:
Der er flere Premier League-spillere i den franske trup, men N’Golo Kanté er en af dem, der kan få størst betydning for Didier Deschamps mandskab. Chelsea-profilen er ved at have fundet sig til rette på landsholdet, hvor han er ankermanden på den centrale midtbane og dermed sørger for, at Paul Pogba har frihed til at deltage offensivt. På det danske landshold er der ingen tvivl om, hvem der er stjernen. Christian Eriksen har været den helt store stjerne gennem VM-kvalifikationen, og han skal spille godt, hvis det danske landshold skal videre fra gruppen. Også i den australske VM-trup er det en midtbanespiller, som er omdrejningspunktet. Huddersfields Aaron Mooy er styrmanden på landsholdet, og han kommer til at få en altafgørende rolle i Australiens håb om at levere en overraskelse eller to. Han kommer til slutrunden efter en god sæson i Premier League, hvor han var med til at sikre Huddersfield overlevelse – nu skal han sikre Australien en god slutrunde.
Én Premier League-spiller fra gruppen, som spiller for sin fremtid:
I den forgangne sæson har André Carrillo været udlejet til Watford, men opholdet i Premier League-klubben har ikke været nogen særlig succes for den peruvianske kantspiller, som nu vender tilbage til Benfica. Her har han næppe nogen fremtid, selvom han har en kontrakt frem til 2021. VM vil være et stort udstillingsvindue for den 26-årige midtbanespiller, som vil være meget motiveret for at vise sig frem i Rusland, for det kan vise sig at blive afgørende for, hvor han fortsætter sin karriere.
Én spiller fra gruppen, som kan ende i Premier League inden næste sæson:
Det er for åbenlyst at vælge Nabil Fékir, som er meget tæt på at blive præsenteret i Liverpool – og i stedet kigger vi mod det danske landshold.
Det har været op og ned for Pione Sisto i den forgangne sæson, hvor han til tider har spillet fantastisk fodbold for Celta Vigo, mens han på andre tidspunkter ikke har leveret varen. Hans præstationer for den spanske klub og det danske landshold, hvor han er fast mand på venstre fløj, har dog vakt opsigt i Premier League, og en klub som Southampton kan meget vel blive den tidligere FC Midtjylland-spillers kommende destination. Pione Sisto kommer samtidig til at få en stor rolle i offensiven på det danske landshold, og han vil få gode muligheder for at vise sig frem på den helt store scene.