Nordirsk landstræner forventer Evans-skifte
Jonny Evans har i lang tid været på blokken i flere Premier League-klubber, og det virker sandsynligt, at han forlader West Bromwich, der som bekendt rykkede ned i den næstbedste række.
Nordirlands landstræner, Michael O'Neill, regner da også med, at midtstopperen fortsætter karrieren andetsteds:
– Jeg regner med at se Jonny skifte klub i løbet af sommeren og få en frisk start. Forhåbentlig i en stor klub, siger han ifølge Sky Sports.
Arsenal og Manchester City har været blandt bejlerne, og ifølge O'Neill er den tidligere Manchester United-spiller i den grad i stand til at spille for en top 6-klub i Premier League:
– Han havde det svært i den sidste halvdel af sæsonen, men det havde hele West Bromwich-holdet. Jonny har evnerne til at spille for en top 6-klub, og prisen for ham er ren tyveri, når man ser på, hvad folk betaler for spillere på transfermarkedet.
30-årige Evans kan angiveligt hentes for små £3 mio.