Capello: Cristiano Ronaldo vil tilbage til Manchester United
Cristiano Ronaldo udtalte efter Champions League-finalen, at hans fremtid ville blive afklaret i den kommende tid, hvilket har sat gang i rygterne om, hvor han kan fortsætte karrieren.
Paris SG har været nævnt som en mulig destination, men også et skifte tilbage til Manchester United har været oppe og vende, og ifølge den tidligere Real Madrid-træner Fabio Capello drømmer portugiseren om at vende tilbage til den røde del af Manchester:
– Cristiano vil tilbage til Manchester United og José Mourinho. På et tidspunkt forlader han Madrid og vender tilbage til England. Hvornår det sker? Det ved jeg ikke, fortæller han til Sky Sport 24.
33-årige Ronaldo tørnede med stor succes ud for Manchester United fra 2003-2009, hvorefter han skiftede til Real Madrid. Her har han scoret mål på samlebånd, men tiden i den spanske hovedstad nærmer sig måske sin afslutning.
Portugiseren snuppede endnu engang topscorertitlen i Champions League, da Real Madrid vandt for tredje år i træk, mens det blev til 26 mål i La Liga.