Huddersfield forlænger kontrakterne med Wagner og to assistenter
2017/18-sæsonen blev en stor sæson for Huddersfield, som formåede at overleve efter oprykningen til Premier League.
De færreste havde inden sæsonstart forventet, at danskerklubben kunne klare sig blandt de bedste klubber i England, men med et stramt budget og godt arbejde af alle spillere og trænere, lykkedes det.
Det har også medført, at David Wagner er blevet en eftertragtet herre, og tyskeren er blevet sat i forbindelse med andre klubber, men Huddersfield har nu fået papir på manageren i yderligere tre år.
Samtidig har Huddersfield også forlænget aftalerne med Christoph Bühler og Andrew Hughes, der er to af David Wagners nærmeste i den engelske klub.
– Jeg er meget glad for, at vi kan annoncere, at David, Christoph og Andrews nye kontrakter i dag efter en sublim debutsæson i Premier League, fortæller Huddersfields bestyrelsesformand, Dean Hoyle, til klubbens hjemmeside.
Alle tre havde ét år tilbage af deres tidligere kontrakter – nu løber kontrakterne for alles vedkommende i stedet til 2021.