Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Courtois forsvarer udskældt Chelsea-spiller

08.05.2018 Kl. 13:58
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Der var store forventninger til Tiemoué Bakayoko, da Chelsea inden denne sæson hentede ham til klubben som erstatning for Nemanja Matic, men franskmanden har haft en svær debutsæson for The Blues. 

De dårlige præstationer har medført en del kritik fra fans og medier, og der har været spekuleret i, om Chelsea allerede vil sælge ham igen. 

Chelsea bør dog ikke skille sig af med Bakayoko, selvom han har fået en skidt start. Det mener hans belgiske holdkammerat Thibaut Courtois, der er overbevist om, at midtbanespilleren kan blive en stor profil i næste sæson: 

– Det er ikke nemt at tilpasse sig til en ny klub. Især ikke en klub som Chelsea. Hvis resultaterne går din vej, er det fantastisk, og alle vil kalde dig for et godt køb. Men hvis det går den anden vej, og du har været et dyrt indkøb, så vil du få kritik, siger Courtois til London Evening Standard. 

– Folk glemmer, at han stadig er en ung fyr. Hans niveau faldt muligvis i en periode, men han har været god i de seneste par kampe. Mod Liverpool var han stærk, og han kan danne en stærk midtbane med Kanté i næste sæson. 

– Fysisk er de meget stærke, og det bliver svært for modstanderne at vinde kampen på midtbanen. 

Chelsea måtte undvære Bakayoko i pre-season på grund af en skade, og ifølge Courtois har det været med til at ødelægge franskmandens sæson: 

– Manageren havde hurtigt brug for ham, men han havde ikke haft de samme forberedelser som Antonio (Rüdiger, red). Jeg tror, det er derfor, han har haft det svært. 

Annonce