Inden bundgyser: Presset er størst på Swansea
Der står livsvigtige point på spil, når Swansea og Southampton i aften tørner sammen på Liberty Stadium. Kampen kan meget vel afgøre, hvilket af de to hold der rykker ned i den næstbedste række, og vi har dermed at gøre med et opgør, der er forbudt for børn.
For et par uger siden så det ellers ud til, at Swansea ville redde livet i Premier League, men efter syv kampe i træk uden sejr er holdets eksistens i ligaen truet, mens gæsterne fra Southampton har fået nyt håb efter en stime på tre kampe uden nederlag.
Den overraskende udvikling i bundkampen gør, at presset er størst på Swansea forud for bundgyseren. Det mener den engelske fodboldekspert Tony Gale:
– Det giver dem en lille fordel, at de er på hjemmebane, men samtidig er der et større pres på dem, fordi alle forventede, at de ville overleve efter deres flotte stime, siger Gale til Sky Sports.
– Alle troede, at Southampton var dødsdømte, men efter et par positive resultater er presset nu størst på Swansea, og spørgsmålet er, om de kan håndtere det pres på hjemmebane?
Med to kampe tilbage har Swansea og Southampton begge 33 point. I sidste spillerunde skal Swansea op mod Stoke, der allerede er rykket ned, mens Southampton møder mestrene fra Manchester City.