Benitez: Torres er en attraktiv mulighed
Fernando Torres spillede onsdag aften sine sidste minutter for Atletico Madrid, da spanierne vandt Europa League-finalen over Marseille.
Angriberens kontrakt med klubben udløber nemlig denne sommer, og han har ikke ønsket at fortsætte i sin barndomsklub efter sommerferien.
Det betyder, at andre klubber frit kan henvende sig til Torres, og det kunne spanierens tidligere manager, Rafa Benitez, sagtens finde på at benytte sig af.
– Jeg tror, det bliver svært at få ham hertil, men det er ikke fordi, vi ikke ønsker det, fortæller han til Marca og uddyber:
– Jeg ved ikke, hvad der foregår inde i hans hoved, men måske tænker han på noget andet. Det ville være en attraktiv mulighed, men jeg tror ikke, at det bliver let.
Fernando Torres har tidligere optrådt i Premier League under Rafa Benitez for både Liverpool og Chelsea.