Puel forsvarer Leicester-resultater
Claude Puel afløste i oktober Craig Shakespeare som manager i Leicester, og franskmanden sørgede for, at The Foxes slap væk fra bunden af tabellen.
Helt indtil sidste måned havde Leicester endda muligheden for at kvalificere sig til Europa League, men det har en skidt stime sat en stopper for, og Puels tropper har efter weekendens nederlag til West Ham tabt fire af klubbens seneste fem kampe.
Usikkerheden omkring Puels fremtid i klubben er tiltagende, men den tidligere Southampton-manager forstår ikke kritikken.
– Man er nødt til at kigge på det fra et større perspektiv, for vi slutter i midten af tabellen. Mange hold ville gerne slutte i vores position, siger han inden onsdagens kamp mod Arsenal og uddyber:
– Vi er nødt til at arbejde videre og se frem mod en fuld pre-season, hvor der er mulighed for at forstærke vores trup inden næste sæson.
Leicester ligger nummer ni med 44 point efter 36 kampe. En ottendeplads vil kræve, at Puels tropper slår Arsenal og Tottenham, mens Everton taber til eller spiller uafgjort med West Ham.