Månedens manager i Premier League: WBA-manager høster titlen
Den 44-årige West Bromwich-manager Darren Moore er Barclays månedens manager for april. Det skriver Premier League på deres hjemmeside tirsdag aften.
Moore er den første jamaicaner, der er træner for et Premier League-hold nogensinde. Han overtog The Baggies som caretaker i starten af april måned – nu ser alle på The Hawthorns ham gerne som permanent mand på posten efter en fantastisk start.
Moore sammensatte i april måned en stime på fire kampe som ubesejret. Herunder slog West Bromwich Manchester United, mens man fik 2-2 mod Liverpool. WBA fik derudover uafgjort mod Swansea og slog så Newcastle med 1-0.
Moore har dermed ført West Bromwich fra sidstepladsen og en sikker nedrykning til nu at have en chance for at overleve.
Moore vandt prisen som månedens manager foran Sam Allardyce, Pep Guardiola, Roy Hodgson og Jose Mourinho.