Koscielny sender rørende besked til Arsenals fans efter grim skade
Arsenals Laurent Koscielny har i mange år udgjort en vigtig figur på holdet. Derfor var det da også et stort slag, da han måtte udgå med en grim skade mod Atletico Madrid.
Her rev han nemlig sin akillessene over, hvilket betyder at han må se til fra sidelinjen i som minimum det kommende halve år, og at han derfor misser sommerens VM-slutrunde.
Det begræder den stærke franskmand, men han priser sig ligeledes lykkelig over den støtte han har modtaget på de sociale medier.
Det skriver han på sin Instagram-konto.
– Jeg vil gerne sige tusind tak for de mange beskeder jeg har modtaget siden skaden. Operationen gik godt, og nu starter et nyt kapitel for mig (med genoptræning, red.). Jeg vil kæmpe alt hvad jeg kan, ikke kun for mig selv, men for min familie, mine venner og de personer som støtter mig. Vi ses snart, lyder det fra franskmanden.