Serbisk dommer skal dømme Champions League-finalen
Når Liverpool og Real Madrid mødes i finalen i verdens største klubturnering bliver det med 45-årige Milorad Mazic, som skal styre løjerne.
Den serbiske dommer er blevet udpeget af UEFA, og han har siden 2009 dømt internationale kampe for fodboldforbundet.
I denne sæson har den rutinerede dommer dømt fire Champions League-kampe og to Europa League-opgør. Tidligere har han dømt Confederations Cup-finalen mellem Chile og Tyskland i 2017, og også Super Cuppen i 2016 mellem Real Madrid og Sevilla blev dømt af serberen.
Samtidig er Milorad Mazic også blandt de udvalgte dommere til sommerens VM-slutrunde. Også ved VM i 2014 dømte han, og her blev han af hjemmesiden redvardtheref.com kåret som slutrundens dårligste dommer. Han fik således 87.362 stemmer ud af 110.000.
Han har tidligere dømt Liverpool. Det skete tilbage i 2016, hvor the Reds mødte Manchester United i Europa League for to sæsoner siden. Den kamp endte 1-1, og undervejs tik Manchester United tilkendt et straffespark, som dog blev brændt.