Lukaku misser Brighton opgør - kan blive klar til FA Cup-finalen
José Mourinho må se bort fra Romelu Lukaku, når Manchester United i morgen skal op mod Brighton i Premier League.
Det bekræftede den portugisiske manager på et pressemøde forud for opgøret:
– Jeg ved ikke, hvor lang tid han er ude, men han spiller ikke i morgen. Vi er nødt til at vente på yderligere scanninger for at vide mere.
Om små to uger skal United op mod Chelsea i FA Cup-finalen, men selvom kampen nærmer sig med hastige skridt, er Mourinho fortrøstningsfuld omkring belgierens deltagelse i finalen:
– Jeg håber, han bliver klar. Det ser positivt ud.
Romelu Lukaku er Manchester Uniteds topscorer i Premier League med 16 mål, og det vil utvivlsomt være et hårdt slag, hvis De Røde Djævle må undvære ham i finalen.
Angriberen måtte udgå i seneste spillerunde mod Arsenal, hvor United til allersidst hev en 2-1-sejr hjem.