Eric Dier om egen udvikling: Kan ramme en endnu højere standard
Mauricio Pochettino kom til Tottenham i 2014, og et af hans første indkøb var Eric Dier, som han hentede i Sporting Lissabon. Et noget uventet og ubeskrevet blad, men den nu 24-årige Dier har de seneste år vist sig som en virkelig god spiller, og han er i dag en af de største defensive profiler hos Spurs.
Han havde ellers ikke et let start, men det er han kommet sig over, har Eric Dier fortalt til Spurs TV.
– I min første sæson, hvor jeg var yngre og lige var kommet fra Portugal, kæmpede jeg med at følge med på Premier League-niveau. Jeg var inde og ude af holdet, men jeg lærte en masse af min første sæson og tilpassede mig. Jeg var nødt til at ændre mit spil på visse områder for at holde et stabilt højt niveau gennem en hel sæson.
– Jeg føler, at jeg er vokset i takt med holdet. Sådan har en del af spillerne det nok, da vi alle har udviklet os sammen og gennemgået de samme ting med holdet. Man er nødt til at have en attitude, hvor man er parat til at blive bedre i alle aspekter af spillet, og man skal være villig til at arbejde hårdt. Fodbold indeholder så mange aspekter, og man kan forbedre dem alle.
– Denne sæson, sidste sæson og sæsonen før det har været rigtig god for min udvikling, men det har selvfølgelig også kunne være bedre. Jeg kan stadig forbedre mig meget, og det ønsker jeg at gøre. Jeg føler stadig, at jeg kan nå en meget højere standard, har Eric Dier fortalt, inden han gav et indblik i holdets mål for resten af sæsonen, samt den seneste FA Cup-skuffelse.
– Vi ønsker alle at vinde trofæer, og at vi ikke har vundet et i løbet af disse fire år, vi har haft sammen, er meget skuffende. Sådan er fodbold, og nu skal vi slutte sæsonen stærkt af og kigge mod fremtiden. Det er så vigtigt at sikre Champions League-fodbold igen, og det er målet for resten af sæsonen. Vi fortjener det, og det skal vi vise i de næste fire kampe. Det er standarden og det niveau, som klubben er på nu. Vi fortjener at være i Champions League.
Eric Dier fik en scoringsmæssigt fremragende start i Tottenham, da han i sin første kamp scorede matchvindermålet i tillægstiden mod West Ham. I hans anden kamp, som også var hans hjemmebanedebut på White Hart Lane, nettede han også i en 4-0-sejr over QPR.