Wenger stopper som Arsenal-træner!
Arsene Wenger stopper som Arsenal-træner efter denne sæson, melder klubben ud fredag formiddag!
I en officiel udmelding fra klubben, udtaler Arsene Wenger følgende:
– Efter nøje overvejelser og diskussioner med klubben, føler jeg nu, at det er det rette tidspunkt for mig at stoppe som træner efter denne sæson.
– Jeg er taknemmelig for at have haft privilegiet af at tjene klubben i så mange mindeværdige år, og jeg vil takke medarbejderne, spillerne, ledelsen og fansene, der gør klubben så speciel.
Til slut opfordrer Arsene Wenger fansene til at støtte Arsenal-holdet i franskmandens sidste tid som træner for klubben.
– Jeg beder jer om at støtte holdet, så vi kan slutte stærkt, og til alle jer, der elsker Arsenal – I har min støtte og kærlighed for evigt.
Stan Kroenke, der ejer størstedelen af klubben, siger følgende om trænerstoppet.
– Dette er én af de sværeste dage, jeg har haft. En af hovedårsagerne til, at jeg investerede i Arsenal, var Arsene Wenger og dét, han har bidraget med på og udenfor banen. Hans udholdenhed og konsistens som træner i så lang en periode bliver aldrig matchet, udtaler Kroenke i klubbens officielle udmelding.
– Vi vil altid være taknemmelige overfor Arsene Wenger. Alle, der elsker Arsenal og elsker fodbold, skylder ham en masse. Tre Premier League-titler, syv FA Cups og 20 år i Champions League er en exceptionel statistik.
Hvem der skal overtage trænerposten i Arsenal til næste sæson, fortæller ledelsen endnu ikke, men Stan Kroenke lægger vægt på, at manden skal fortsætte Wengers arv i klubben.
– Vi har store ambitioner om at bygge videre på Arsenes trænerperiode og ære hans vision ved at sikre, at Arsenal fortsat konkurrerer om og vinder de største turneringer.