Wenger: Bliver mærkeligt at spille mod Alexis
Alexis Sanchez tog del i en byttehandel tidligere på året, hvor han tog fra Arsenal til Manchester United, mens Henrikh Mkhitaryan tog den anden vej.
Det skete efter tre og en halv sæson i Arsenal, hvor han fra start var elsket af fansene, og han var gennem sin Arsenal-tid nok klubbens største stjerne. I weekenden skal Arsenal møde Manchester United, og Wenger blev spurgt til, om det bliver mærkeligt at stå over for ham.
– Selvfølgelig. Men det eneste, der ikke har ændret sig, er farven på hans trøje. Den er stadig rød.
– Det er mærkeligt for mig at se ham i en anden trøje, for han havde et stærkt bånd til klubben, og så var han her selvfølgelig i et par år. Han gjorde det ekstremt godt for os, har Wenger sagt ifølge klubbens hjemmeside, hvor han også fortalte om omstændighederne for Alexis' skifte væk fra Arsenal.
– Han accepterede ikke vores tilbud om en kontraktforlængelse, så den bedste løsning var at få noget ud af hans afgang, og så fik vi en spiller med Mkhitaryans kvalitet. For ham (Alexis) var det et skifte til en anden stor klub. Generelt set havde begge parter interesse i det.
Alexis Sanchez har fået en tøvende start i Manchester United, hvor han endnu ikke har fået sat stort stempel på Uniteds spil. Han har dog fået scoret to Premier League-mål for sin nye klub.