Kontroversielt: Liverpool-legende ønsker turistfrit The Kop
The Kop er et af de mest ikoniske steder i fodboldverdenen. I mange år har den båret Liverpools spillere frem på hjemmebane, men nu kan den få en mindre reformation.
I hvert fald ønsker en af Liverpools målmandslegender, Bruce Grobbelaar, at gøre The Kop turistfri, således at det kun er såkaldte 'scousers', der kan besøge denne tribune.
Det siger han ifølge Liverpool Echo.
– På europæiske aftener kan turister ikke få billetter. Der er det mest lokale fans, og det er derfor stemningen er så vild og passionen er så stærk. Til Premier League-kampene er der mange der køber dyre billetter for at se en kamp som en del af en rejseweekend. Jeg ville elske at se The Kop værende udelukkende for de lokale, for så ville sangene køre i alle 90 minutter. Det er noget ejerne bør tænke over, siger han.
Sydafrikanske Grobbelaar spillede for Liverpool fra 1981 til 1994, og derfor har han et nært forhold til Liverpools befolkning. 'Scousers' henviser til de folk, som bor i Liverpool.