- Wengers efterfølger får det lettere end David Moyes gjorde
David Moyes blev nøje udvalgt som efterfølgeren til den mangeårige Manchester United-boss Sir Alex Ferguson tilbage i 2013, og skotten blev udstyret med en seksårig kontrakt, som dog blev revet i stykker efter kun ti måneder.
Nu står Arsenal i en lignende situation, hvor de skal erstatte deres mangeårige boss – den legendariske Arsène Wenger. De håber nok på større succes hos Wengers efterfølger, og det bør der også være god chance for, mener Roy Keane.
– Der var meget pres på David Moyes, og han fik ikke en chance. Især med hensyn til rekrutteringen. Jeg tror, det bliver en anelse lettere (for den nye Arsenal-manager). Der er problemer i Arsenal, men det er stadig et stort job, og mange trænere ville elske at overtage Arsenal og få dem til at kæmpe om titler igen, har Roy Keane fortalt til det irske Independent, inden han gav sit syn på hvilke kandidater, der kunne passe til The Gunners.
– Jeg kunne godt tænke mig at se en person, der er Arsenal-mand hele vejen igennem. Derfor kunne man foreslå en mand som Patrick (Vieira). Han er selvfølgelig urutineret, og der er meget arbejde at gøre. Rekrutteringen skal være anderledes, for de har i mine øjne ikke rekrutteret godt nok de seneste år. Det skal der ændres på, og det er måske mere end hvad Patrick kan gøre. Så det er svært.
– Det kunne også blive en succes at få en mand som Luis Enrique ind. Han han erfaring med at lede en stor klub som Barcelona, og det kunne være godt at få ham ind i folden og lade ham påvirke klubben. Men der er ingen kandidat, der skiller sig meget ud.
Arsène Wenger har indtil videre stået i spidsen for Arsenal i 1230 gældende kampe.