AC om formdyk: Har været p**** sur på mig selv
Andreas Christensen har haft en stor sæson i Chelsea, hvor han for alvor er brudt igennem. Der fløj dog skyer ind over den 22-årige danskers sæson, da han i år har lavet graverende fejl, som har ledt til modstanderscoringer i et par store kampe.
Det er ikke let at håndtere, og det har han fortalt om i et interview med London Evening Standard.
– Jeg har været p**** sur på mig selv.
– Men hver gang jeg går på træningsbanen for tiden, vil jeg blive bedre. Men på den anden side vil jeg heller ikke lade det gå ud over min familie eller kæreste, når jeg kommer hjem. Jeg forsøger at slappe af, være glad og ikke tænke over det. Det tror jeg er vigtigt, ellers bliver man vanvittig.
– Men når jeg laver fejl, bliver jeg p**** sur på mig selv. Det har været svært for mig, men det er ikke første gang, jeg prøver det.
– Jeg havde en lille overgang i Tyskland, hvor jeg ikke spillede i fem uger efter at have lavet en fejl i den første ligakamp (som blev tabt med 4-0 til Dortmund). Det har betydet, at jeg denne gang har vidst, hvad jeg skulle gøre for at komme videre, har den tidligere Brøndby- og Borrusia Mönchengladbach-spiller fortalt.
Andreas Christensen har været med i 25 af Chelseas 34 ligakampe i denne sæson.