- Patrick Vieira vil være en god Wenger-erstatning
Arsenal offentliggjorde for et døgn siden, at Arsene Wenger har gang i sin sidste sæson i spidsen for Arsenal, og det har selvfølgelig sat rygterne i gang.
Mange navne er allerede blevet nævnt, og et af de hyppige er Patrick Vieira, der spillede i Arsenal mellem 1996 og 2005. Her var han i årene mellem 1997 og 2000 holdkammerat med Emmanuel Petit, og sidstnævnte mener, at Vieira som ny Arsenal-boss er en god idé.
– Jeg er gode venner med Patrick, så jeg er måske lidt påvirket. Men med alt det arbejde han har lavet i både Manchester City og New York City FC, og med den tilknytning han har til Arsenals fans, ville jeg blive virkelig glad, hvis han blev udnævnt som ny Arsenal-manager.
– Jeg ved ikke, om det kommer til at ske, men jeg håber det for Patricks skyld. Jeg ved, at han vil tilbage til Europa og stå i spidsen for et hold, og jeg kan garantere, at han elsker Arsenal rigtig meget.
– Så hvis Arsenal beslutter sig for at hente Patrick, vil det være en rigtig god idé. Men det bliver en stor udfordring at efterfølge Arsene. Uanset hvem der kommer til, så bliver det ikke let – det bliver forventet, at klubben skal tilbage til toppen af ligaen. Klubben har en stor beslutning at tage, har Emmanuel Petit fortalt til Paddy Power News.
Patrick Vieira er i øjeblikket træner for MLS-holdet New York City FC, og han har tidligere været reserveholdstræner i Manchester City. I 2015 var han til jobsamtale hos Newcastle om det dengang ledige trænersæde, men det blev aldrig til noget.