Politi-indsatsen øges til City-Liverpool
En række Liverpool-fans sendte kasteskyts efter Manchester Citys holdbus inden Champions League-kvartfinalens første opgør, og UEFA har siden meldt, at de vil kigge nærmere på sagen.
For at undgå lignende episoder tirsdag, hvor mandskaberne tørner sammen i returopgøret på Etihad, har politiet i Manchester valgt at øge indsatsen i byen og omkring stadion. Det fortæller Dean Howard, der er ansvarlig for sikkerheden omkring kampen, ifølge Sky Sports.
– Denne tirsdag får Manchester City besøg af Liverpool i Champions League-kvartfinalen. Som en del af denne politioperation, kommer vi til at have et øget antal betjente omkring stadion såvel som i byen.
– Til en kamp som denne har vi også arbejdet sammen med efterretningstjenesten og vil fortsætte med at arbejde sammen med begge klubber og fangrupper for at sikre, at alle kan nyde kampen i et konkurrencedygtigt, men sikkert, miljø. Vores betjente har erfaring med at håndtere store fodboldkampe, og enhver, som overtræder loven, vil blive behandlet på behørig vis.
– Vi ved, at størstedelen af fansene vil udnytte denne mulighed for at nyde at se to verdensklasse hold i en verdensklasse by.
Liverpool går ind til opgøret i Manchester med en 3-0-føring fra første opgør på Anfield.