Pochettino: Kontraktproblemer er ikke årsagen til Alderweireld-fravalg
Toby Alderweireld har i mange år været en vigtig spiller for Tottenham, men de seneste måneder har belgierens situation ændret sig markant.
En lårskade holdt ham ude af spillet i et par måneder, og siden da har han haft svært ved at tilspille sig en plads på Pochettinos mandskab, selvom han har været fit nok til at tørne ud for landsholdet.
Samtidig er belgierens fremtid i klubben uvis, da han endnu ikke er nået til enighed med Spurs om at forlænge den nuværende kontrakt, der står til at udløbe i sommeren 2019.
Flere klubber har allerede vist interesse for ham, men ifølge Pochettino har fravalget af Alderweireld intet at gøre med belgierens kontraktsituation:
– Jeg er ligeglad med spillerens personlige situation med klubben. Hvis de beviser, at de har fortjent at spille, så spiller de.
– Det handler ikke om personlige følelser. Det handler om at give holdet de bedste muligheder for at vinde. Jeg er ligeglad med, hvor lang tid de har tilbage i klubben.
– Mine beslutninger handler altid om fodbold. Det er ikke personligt, og det er ikke på grund af kontraktproblemer.