Arsenal er semifinaleklar i Europa League efter uafgjort i returkampen
CSKA Moskva havde ikke tænkt sig at lægge sig fladt ned på hjemmebane trods et nederlag på 4-1 i det første opgør. Russerne var de farligste i de første 45 minutter, men først seks minutter før pausen fik de scoret.
Kirill Nababkin headede mod mål efter et indlæg fra venstre side, og Petr Cech fandt en stor redning frem, men desværre for Arsenal-målmanden var det Fedor Chalov, som var først over returen.
Det gav mod på mere for CSKA Moskva, og de kom meget tændte ud til anden halvleg, og allerede fem minutter inde i halvlegen fik de scoret igen. Denne gang så Petr Cech noget mere tvivlsom ud efter langskud, som hav gav en ripost på. Den var Kirill Nababkin hurtigt over, og så var der for alvor spænding i opgøret.
CSKA Moskva behøvede blot en scoring for at gå videre, og de havde flere gode muligheder, men i stedet var det Arsenal, som slog til. Et kvarter før tid spillede Danny Welbeck flot kombinationsspil med Mohamed Elneny, og da den engelske angriber kom frit igennem, var han sikkerheden selv.
Det reducerende mål betød, at CSKA Moskva skulle score to gange for at tvinge kampen ud i forlænget spilletid, men det var russerne ikke i stand til, og i overtiden fik Aaron Ramsey scoret til 2-2.
Dermed er Arsenal nu klar til semifinalerne i Europa League.