Klopp slog verdens bedste hold: Vi fortjener at være i semifinalerne
En samlet sejr på 5-1 lyder ganske overbevisende.
Liverpool plads i Champions League-semifinalerne nåede aldrig for alvor at være i fare, og ifølge Jürgen Klopp er det også helt fortjent, at Merseyside-klubben slog Manchester City ud af turneringen.
– Jeg synes virkelig, at de er verdens bedste hold i øjeblikket, men jeg vidste, at vi kunne besejre dem. Vi fortjener helt sikkert at være i semifinalerne, fortæller den tyske manager ifølge Sky Sports.
Det lykkedes kun for Manchester City at score én gang over de to kampe, og Jürgen Klopp virker også overrasket over, at det kunne lade sig gøre.
– Man kan forestille sig, at Pep (Guardiola, red.) ikke var glad (for det annullerede mål, red.), men vi scorede fem mål mod Manchester City, og vi lukkede kun ét mål ind. Det er normalt ikke muligt.