Klopp om Lallana-skade: Det er ikke så slemt, som vi frygtede
Adam Lallana kom endnu en gang galt afsted, da Liverpool i weekenden besejrede Crystal Palace med 2-1.
Efter opgøret frygtede Liverpool, at englænderen måtte se til fra sidelinjen i mange måneder, men han er heldigvis sluppet billigt:
– Det er heldigvis ikke så slemt, som vi frygtede. Han er ude i nogle uger, fortæller Klopp til klubbens officielle hjemmeside.
– Vi har et lille håb om, at vi kan bruge ham i slutningen af sæsonen, men vi er nødt til at vente og se tiden an. Vi skal under ingen omstændigheder fremskynde noget.
– Det er ikke Adam Lallanas sæson. Det gør sæsonen endnu mere speciel, at vi har været uden ham i stort set hele sæsonen.
Lallana har sammenlagt spillet 11 ligakampe for Liverpool i denne sæson, men kun én gang har englænderen fået en plads i startopstillingen.