Ekspert: Et trofæ vil fuldende Eriksens sæson
Inden Tottenhams 3-1-sejr på Stamford Bridge, havde de ikke vundet på Chelseas stadion siden 1990. Forbandelse blev brudt, da danske Christian Eriksen og Dele Alli sørgede for de vigtige mål.
Netop Eriksen bliver fremhævet af den tidligere Tottenham-spiller og nuværende ekspert, Garth Crooks. BBC-eksperten mener, at danskeren har haft en fremragende sæson og et trofæ ville pynte mægtigt for Eriksen.
– Hans mål mod Chelsea var fantastisk, og afslutningen strøg lige forbi Willi Caballero fra 23 meters afstand. Spurs har ikke vundet på Stamford Bridge i 28 år, og de havde ikke vundet uden Eriksen, skrev Crooks i sin klumme for BBC.
– Den eneste måde hans sæson kan blive bedre på, er, hvis han tilføjer et trofæ.
– Eriksen har været i fantastisk form. Han spiller gode kampe og scorer sensationelle mål.
26-årige Eriksen har scoret 11 mål og lavet ti assists i alle turneringer for Spurs i denne sæson.