Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Manchester United sænker billetprisen for unge

03.04.2018 Kl. 10:27
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

For syvende sæson i streg har Manchester United fastfrosset billetpriserne, så det ikke bliver dyrere for fans af klubben at se fodbold på Drømmenes Teater – og samtidigt sænker de prisen for de yngste fans af klubben. Det skriver Manchester United tirsdag på klubbens hjemmeside.

For blot 15 pund –  eller cirka 130 danske kroner – kan fans i alderen 18 til 25 år nu købe en billet til den nedre del af Stretford End-tribunen, ligesom 18-20-årige fans fremover får 25 procent rabat på alle billetter til Old Trafford.

Derudover bliver priserne for unge under 14 år samt ældre fans over 65 år også halveret, så de fremover vil koste omkring 120 kroner.

Prisnedsættelsen skyldes ifølge Manchester United et mantra om, at man skal huske at støtte dem, som støtter dig.

– Klubben nyder godt af den unikke støtte, vi får fra fansene, og vi anerkender de ofre, som vores fans må lave for at se holdet spille både ude og hjemme.  Når vi fastfryser og sænker priserne, er det drevet af vores tro på, at vi skal støtte de fans, der kommer til kampene, siger Richard Arnold, der er såkaldt group managing director for Manchester United. 

Det har også længe været en målsætning for Manchester United at skabe mere stemning på Old Trafford, der til tider kan virke noget stille under holdets hjemmekampe.  Det er blandt andet derfor, klubben har valgt at sænke priserne for klubbens yngre fan-segment.

– Vi introducerer lavere pris for de yngre fans til Stretford End efter forslag fra en række fangrupper, og målet er at skabe en tradition for mere højlydt støtte fra tilskuerrækkerne, siger Richard Arnold til Manutd.com.  

Annonce