Officielt: Anders Lindegaard forlænger aftalen med Burnley
Også i næste sæson vil Anders Lindegaard have mulighed for at spille Premier League-kampe for Burnley.
Den danske målmand har underskrevet en etårig kontraktforlængelse med the Clarets. Det oplyser Premier League-klubben på sin hjemmeside.
Burnley hentede den tidligere Manchester United-målmand til klubben sidste efterår, da Tom Heaton blev langtidsskadet, men danskeren har ikke fået debut for den engelske klub.
I stedet har han siddet på bænken i de seneste 27 Premier League-kampe og ageret backup for Nick Pope, som har været en af ligaens bedste målmænd i indeværende sæson.
Anders Lindegaard kommer formentlig ikke til at stå foran Nick Pope eller Tom Heaton i køen til spilletid hos Burnley, men alligevel er det glædeligt at se danskeren få en belønning for sine indsatser på træningsbanen for Burnley.