Ankelskadet Huddersfield-profil ude i resten af sæsonen
En ankelskade holder Elias Kachunga ude i resten af sæsonen.
Midtbanespilleren blev tacklet hårdt af Kenedy i weekendens opgør mellem Newcastle og Huddersfield, og han måtte lade sig udskifte efter 56 minutter med stærke smerter i anklen.
Den tidligere Ingolstadt-spiller er nu blevet scannet, og her har det vist sig, at der er store skader på ledbåndene i højre ankel, og derfor kommer Huddersfield ikke til at gøre brug af ham mere i denne sæson.
– Vi vil give ham al den støtte, vi kan, mens han genoptræner, og jeg ved, at han vil gøre alt for være tilbage hurtigst muligt, fortæller Huddersfield-manager David Wagner til klubbens hjemmeside.
Elias Kachunga har været stamspiller for oprykkerne gennem hele sæsonen, selvom han har misset en god håndfuld kampe grundet en anden skade.
Huddersfield har seks kampe tilbage af sæsonen, og de er i skrivende stund tre point over nedrykningsstregen på 16. pladsen.