Firmino efter Coutinho-exit: Vi måtte ændre vores spillestil
Philippe Coutinho fik i januar langt om længe sit ønskeskifte til FC Barcelona på plads. Den catalanske storklub bød flere gange på Coutinho i sommer, og Liverpool afviste samtlige tilbud, men måtte efterfølgende sande at de ikke længere kunne holde på brasilianeren i januartransfervinduet.
Coutinhos afgang har dog ikke betydet det store for Liverpool, som har scoret masser af mål. 34 gange har Liverpool fået modstanderens net til at blafre i 14 kampe, og Roberto Firmino afslører, at Merseyside-klubben blev nødt til at ændre spillestil, da Coutinho drog til Spanien.
– Vi ændrede måden at spille på, efter han smuttede. Hvilket hold i verden ville ikke have en kvalitetsspiller som Coutinho på holdet? Men han fortsatte sit liv i Barcelona, og Liverpool er forblevet stærke, sagde Firmino til goal.com.
– Jeg tænker kun på at spille godt og hjælpe Liverpool så langt op i tabellen som muligt. Hvis det opnåes ved at jeg scorer mål, så er det bare godt. Tak Gud, fordi målene er kommet. Det er svært at vinde titlen i år, så vi vil sikre en Champions League-placering. Det er et af målene.
Firmino blev også spurgt ind til Mohamed Salahs mange mål, og hvorvidt det øger presset på ham selv, men det påvirker ikke Firmino.
– Nej, slet ikke. Vi har god kemi her i Liverpool. Mange taler om vores stærke angreb, som også indeholder Sadio Mane, men vi har et helt hold af god kvalitet, og vi er effektive offensivt.
– Vi må tænke som et kollektiv. Jo flere spillere, der laver mål, jo bedre. Liverpool er vinderne i dette tilfælde.
Firmino har gang i sin bedste sæson i Liverpool-trøjen. Den brasilianske angriber har scoret 23 mål og lavet 13 assists i denne sæson.