Carragher: Derfor fik Salah ikke succes i Chelsea
Tilbage i 2014 hentede Chelsea Mohamed Salah i FC Basel for næsen af Liverpool. Den egyptiske kantspiller fik dog ingen succes i London-klubben, og han blev udlejet til både Fiorentina og Roma, før han skiftede permanent til Roma.
I sommer købte Liverpool Salah fri af kontrakten i Roma, og denne gang har han taget Premier League med storm. Den tidligere Liverpool-spiller, Jamie Carragher, tror ikke, at Jose Mourinho, der dengang var træner for Chelsea, havde tiltro nok til Salah.
– Han spillede ikke særlig meget. Han fik ikke mange kampe i træk. Måske havde Jose Mourinho ikke tiltro nok til ham til at give ham en mere fri rolle, sagde Carragher til Sky Sports.
– Det er ikke en kritik af Mourinho, men han forventer ofte af sine kantspillere, at de arbejder lige så meget defensivt som offensivt.
– Han er ikke den typiske kantspiller, fordi han ofte befinder sig oppe på angriberpositionen og mellem kæderne på 10'er positionen. Jeg tror, det er medvirkende til, at han scorer så mange mål.
– Han er ikke den type kantspiller, der udfordrer sin direkte back og slår et indlæg. Det er ikke hans spil.
Salah deler topscorertitlen med Harry Kane i øjeblikket med 24 mål hver.