Mourinho: Alexis og Pogba fortjener ikke at starte inde mod Brighton
FA Cup-kampen mellem Manchester United og Brighton er netop blevet fløjtet i gang, og det er med to store overraskelser i De Røde Djævles startopstilling.
Her er der nemlig hverken blevet plads til Alexis Sánchez eller Paul Pogba, der begge har været udsat for meget kritik i det seneste stykke tid.
Inden opgøret svarede Mourinho på, hvorfor han havde valgt at stille med det hold:
– Jeg har valgt det hold, som jeg mener kan vinde kampen. Vi har ikke nogen kamp om to dage eller andre grunde til at fokusere på en anden kamp, fortæller portugiseren til klubbens officlelle hjemmeside.
– Vi kan koncentere os fuldt ud om denne opgave, og jeg har valgt de spillere, som har fortjent at spille.
Alexis Sánchez og Paul Pogba ser dermed ikke ud til at være i kridthuset hos portugiseren, og det bliver meget interessant at se, hvordan de to spillere reagerer på situationen.