Lambert tror på overlevelse i Premier League
Bundstriden i Premier League er yderst tæt i denne sæson, hvor kun 10 point adskiller 19. pladsen fra ottendepladsen.
Stoke ligger placeret på 19. pladsen med 27 point, men Paul Lambert, der tidligere på sæsonen tog over for Mark Hughes, tror, at The Potters sikrer sig overlevelse.
– Holdånden er rigtig god i øjeblikket, og jeg synes, det viser sig i måden, vi spiller på. Siden jeg kom til klubben, har det været godt på den front. Spillerne vil kravle op i tabellen, og vi har kun tabt en kamp i de seneste seks. Vi har spillet en del uafgjorte, men formen er god, sagde Lambert ifølge Daily Mail.
– Tabellen er utrolig tæt i år, og jeg synes, det er noget af det smukke ved fodbold.
– Vi har fået point alle steder undtagen mod Bournemouth, og vi mangler bare en smule held i nogle situationer. Men hvis vi bibeholder denne holdånd og denne fighterattitude, tror jeg, at vi klarer os.