Udlejet angriber vil væk fra Everton
Der var store forventninger til Sandro Ramirez, da han i sommer skiftede fra Malaga til Everton, men angriberen formåede slet ikke at slå til hos the Toffees.
I slutningen af vinterens transfervindue blev han udlejet til spanske Sevilla, hvor han er faldet godt til. Til sommer udløber lejeaftalen med Sevilla, men Sandro lægger ikke skjul på, at han gerne vil fortsætte i klubben i næste sæson:
– Jeg vil meget gerne blive i Sevilla i næste sæson, udtaler han til Diario ABC de Sevilla.
– Jeg vil tage en snak med Everton og fortælle dem, at jeg ønsker at blive her.
Sandro afslører samtidig, at han forsøgte at få indsat en købsklausul i lejeaftalen med Sevilla, men den var Everton ikke med på:
– I midten af januar fortalte mine repræsentanter mig, at Sevilla ville have mig, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville afsted.
– Jeg fik hurtigt en aftale på plads med Sevilla, men forhandlingerne med Everton var hårde. Jeg fortalte dem, at jeg ønskede at rejse væk, men de ville ikke indsætte en købsklausul i aftalen. Jeg ville bare gerne afsted, så jeg accepterede den beslutning.
Sandro Ramirez har endnu ikke scoret for Sevilla, siden han skiftede til klubben i slutningen af januar.