Guardiola vil ikke sammenlignes med Barca: Vi har blot vundet én titel
Manchester City storspiller i denne sæson, hvor de med hele 16 point ned til Manchester United ligner en klar vinder af Premier League.
Spændende bliver det også at se, hvordan City klarer sig i Champions League, hvor de skal stå den helt store prøve. En turnering som City endnu ikke har præsteret som ønsket i.
City vandt med Carabao Cup-triumfen forleden første trofæ under Guardiola, men det er ikke nok for spanieren, som ikke vil sammenlignes med sin tidligere klub FC Barcelona.
– Nu kan vi sige, at vi har vundet en titel, men det kan ikke sammenlignes, fortæller Guardiola, da han blev spurgt ind til sammenligningen med Barcelona.
– Det er ikke godt for os at blive sammenlignet med den klub. De har domineret det sidste årti, 15 eller 20 år med mange forskellige managers og spillere.
– Hver sæson har de vundet en masse, og vi har først lige vundet første titel (under Guardiola, red.). For at sammenlignes med sådan en klub, skal du være der i lang tid. Mange år. Vi har blot vundet én titel. Det er alt, slutter manageren.