Hold jer væk, Palace: FCM smækker rekordhøjt prisskilt på Sørloth
Crystal Palace har hele måneden været på jagt efter en ny angriber, og i går kunne den danske avis BT så berette, at the Eagles havde afgivet flere bud på FC Midtjyllands Alexander Sørloth.
Midtjyderne har dog afvist buddene, da man ikke ønsker at give slip på klubbens topscorer, men det er ikke usandsynligt, at Palace vil afgive endnu et bud.
Superligaens førerhold har derfor, ifølge Ekstra Bladet, nu valgt at smække et rekordhøjt prisskilt på Sørloth, der har scoret 10 ligamål i efteråret.
Crystal Palaces seneste bud lød angiveligt på 75 mio. kr., men ifølge Ekstra Bladet skal englænderne hoste op med 112,5 mio. kr. , hvis de vil have fingrene i den norske angriber. Ender Sørloth med at blive solgt for den pris, vil det være transfer-rekord for en dansk klub.
Derudover vil FC Midtjylland have en større del af summen i kontanter fremfor i bonusser. I Palaces seneste bud ville midtjyderne kun modtage 40 mio. kr. med det samme, og det skal der laves om på, hvis de skal gå af med angriberen.
FC Midtjyllands direktør, Claus Steinlein, bekræfter over for Ekstra Bladet, at man ikke ønsker at sælge Sørloth, medmindre der kommer et ekstraordinært bud:
– Alex er ikke på vej ud ad døren, for vi har sagt nej, og det er bare med at fortsætte med at sige nej, så sker der jo ikke noget.
– Vi er så tæt på at transfer deadline, at der skal noget helt ekstraordinært til, før vi overhovedet vil overveje at sælge, så lige nu er der ikke tvivl overhovedet. Alex bliver her.