OFFICIELT: Everton udlejer spanske Sandro
Everton bekræfter på klubbens hjemmeside, at man har udlejet angriberen Sandro Ramirez til Sevilla på en aftale, der gælder for resten af denne sæson.
Kun lægetjekket mangler før Sandros skifte er helt på plads. Dette forventes klaret senest onsdag morgen.
Den 22-årige angriber skrev under med Everton i sommer, da han kom til fra Malaga. Han blev dog aldrig den store succes, som han ellers var i det sydspanske i sidste sæson.
Blot et mål i 15 kampe blev det til i denne omgang på Goodison Park. Nu skal han hjem til Spanien og bevise sig på ny.
Sandro Ramirez' afgang kommer i kølvandet på Evertons køb af angriberen Cenk Tosun i Besiktas. Tyrkeren er det klare førstevalg hos The Toffees nu, hvorfor der blev endnu længere til fast spilletid for Sandro.