Lejesvenden Pereira: Jeg forlader ALDRIG Manchester United
Andreas Pereira skiftede i sommer til spanske Valencia på en lejeaftale på transfervinduets sidste dag. Den belgisk-fødte brasilianer har været en fin spiller for La Liga-klubben og der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvad den offensive midtbanespiller skal til sommer.
Selv er han dog ikke i tvivl. Han vil tilbage til Manchester United, som han ''aldrig'' har planer om at forlade.
– I sommer tænkte jeg først, at jeg ville blive i klubben, siger Pereira til avisen The Guardian og fortsætter:
– Men som pre-season skred frem havde jeg følelsen af, at jeg ikke ville spille nok. Og jeg tænkte med mig selv, at jeg skulle have minutter for at fortsætte min udvikling. Det var en svær beslutning at blive udlejet, men jeg spiller fast og det er godt for mig lige nu.
– Jeg vil aldrig forlade Manchester United, men jeg vil også gerne spille fodbold. I sidste ende, så gør lejeopholdet mig til en bedre spiller og så vil jeg stadigvæk være United-spiller derefter.
22-årige Andreas Pereira underskrev i sommer en ny aftale med Manchester United, der holder ham på Old Trafford frem til sommeren 2019.