Derfor valgte Sanchez United: Stjernen over dem alle og løn som Pogba
Alexis Sanchez er Manchester United-spiller. Ikke mange United-fans troede på denne handel for bare et par uger siden. På det tidspunkt var Manchester City klare favoritter til den 29-årige chilener, men tingene ændrede sig og den seneste uge har Sanchez' skifte til United været på alles læber.
Men hvorfor valgte han Manchester United?
Ifølge avisen The Independets ledende fodboldjournalist Miguel Delaney, så er der primært tre grunde til, at Sanchez valgte netop Manchester United.
Forud for disse går, at avisen skriver, at Sanchez ville væk fra Arsenal – for enhver pris – og helst i januars transfervindue. United gjorde derefter deres til at opfylde Sanchez' krav.
1. Manchester City blev et usikkert valg: Manchester City var længe Sanchez' førsteprioritet, men Sanchez var aldrig Citys. The Citizens gav i hvert fald ikke udtryk for dette.
Pep Guardiola ville gerne have chileneren, men ikke mere end så mange andre. Dertil kunne City ikke love spilletid til Sanchez-lejren. Tværtimod blev der sået tvivl om spillerens evner til at spille fra start i City af eksperter og medier og med klubbens manglende forsikring om minutter på banen, så blev det et problem. Og Sanchez vil om nogen spille konstant… Hele tiden.
2. Sanchez er stjernen i Manchester United: Med ovenstående in mente kan det derfor have været en genistreg af José Mourinho at love Sanchez stjernestatus. Sanchez er ''The Main Man'' i Manchester United og vil spille hver gang, når hans fysik kan klare det. En ny konge er kommet til Old Trafford og det prædikat har klubben ikke været bange for at give ham allerede inden sin ankomst. Noget, der betød meget for Sanchez' beslutning. Han føler sig værdsat, velkommen og selvsikker i skiftet.
3. Lønnen fejler ikke noget: Sanchez får ifølge The Independent omtrent den samme løn som Paul Pogba. Dermed er han, delt med Pogba, den bedst betalte spiller i klubben.
De får begge 2,54 mio kroner om ugen. En årsløn, der med grundlønnen alene, giver et facit på omkring 132 millioner danske kroner. Ikke dårligt. Og pengene har naturligvis spillet en rolle.
Sanchez fik ikke i nærheden af dette beløb i Arsenal, hvor de har en mere konservativ holdning til spillernes lønsummer.
Dertil skriver avisen, at Manchester United indtil for omkring 10 dage siden aldrig troede på, at det var realistisk at få Sanchez. Pilen pegede mod den blå del af byen, men den manglende lyst til at række begge hænder ud efter Sanchez blev for meget for chileneren, der i stedet valgte Old Trafford.
Alexis Sanchez, der i denne sæson har lavet syv PL-mål i 19 kampe, får naturligvis trøjenummeret 7 hos Manchester United.