Chelsea forsøger at presse Roma i dobbelthandel: Kigger mod andre angribere
Chelsea er stadig på jagt efter en ny angriber, hvor et utal af emner er blevet nævnt.
Nu virker Edin Dzeko til at toppe Antonio Contes ønskeliste, men Roma gør det svært for Chelsea ved at kræve en stor overgangssum.
Senest er Roma og Chelsea begyndt at forhandle om en handel, der både inkluderer Dzeko samt den 23-årige venstreback Emerson Palmieri.
Forleden blev der rapporteret om noget der ligner enighed mellem parterne, hvor Chelsea betaler godt £44 millioner for de to Roma-spillere, men der er nu stilstand i forhandlingerne, da Roma kræver flere penge.
London Evening Standard erfarer i dag, at parternes stridighedspunkt lige nu er de såkaldte 'add ons' i aftalen – altså de fremtidige klausuler, der kan få prisen til at stige yderligere. Her vil Roma have yderligere £13,2 millioner oveni transfersummen på de £44m.
Chelsea vil have Roma til at sænke deres krav, mens de ligeledes er i tvivl om, hvorvidt de skal gå med til Dzekos krav om en kontrakt til 2020. Derfor kigger de nu mod alternativer til Dzeko.
Avisens kilder i Italien fortæller, at Chelsea har fået afvist et lejetilbud på Arsenals Olivier Giroud, der ellers kan få lov til at skifte, hvis Arsenal henter Aubameyang.
Chelsea har ligeledes forsøgt at leje Fernando Llorente i Tottenham denne måned – også uden held.
Også Peter Crouch, Ashley Barnes og Jamie Vardy er blevet sat i forbindelse med Chelsea denne måned.
Chelseas førsteprioritet er dog stadig at lukke aftalen med Roma. Chelseas ledelse er bekendt med det faktum, at Roma vil hente £36,7m denne måned for at leve til kravene om Financial Fair Play. Dette er altså grunden til, at Chelsea vil presse Roma, så de sænker deres krav i frygten for, at dobbelthandlen går i vasken og Roma ikke får hentet den ønskede sum ind i transferindtægter.