Lokalavis: Dzeko vil være sikker på spilletid, inden han skifter til Chelsea
Chelsea har i de seneste dage forhandlet med Roma om at købe Edin Dzeko, men det kræver noget overtalelse for at hente den bosniske angriber til London.
Ifølge London Evening Standard vil Dzeko nemlig have en forsikring om, at han kommer til at få fast spilletid i Chelsea, hvor Antonio Conte angiveligt blot vil have en backup for Àlvaro Morata.
Samtidig skriver den engelske avis, at Dzeko har reageret vredt på Romas lyst til at sælge ham i dette transfervindue. Det sker nemlig blot en måned efter, at han købte et dyrt hus i den italienske hovedstad, hvor han har opholdt sig siden, at han blev hentet i Manchester City.
Mens Dzeko tøver med at skifte til Chelsea, er Emerson derimod tæt på at kunne kalde sig Chelsea-spiller. Den italienske back forventes ifølge lokalavisen snart at flyve til London, hvorefter han gennemfører sit skifte til the Blues.
Prisen for de to spillere til sammen er der dog ikke helt enighed om endnu. Roma vil angiveligt have £57,2 millioner for begge spillere, mens Chelsea kun er parate til at betale £44 millioner for Roma-duoen.